Om os

Bag gårdnavnet Kjeldalgaard står familien Kjeldal/Jacobsen.

En sammenbragt familie på 6 prs., med dine, mine og vores børn.  Christian og jeg købte i 2018 drømmen på landet, ca. 7 km fra Sønderborg, for her at skabe rammerne for vores familie, hunde, katte og heste.  På gården har vi både bokse og løsdrifte til islænderne og vi arbejder hele tiden på at udvide og forbedre vores forhold til hestene.  Vi har i samarbejde med vores nabo, lavet en ridehal og den sydjyske klub Stella, har lavet en ridebane samt en 250 meter ovalbane hos os. Derudover har vi vej, skov og strand som rideterræn.   Jeg, Pernille, er ejer af virksomheden Kjeldalgaard og står for gårdens daglige drift. Jeg har en meget stor passion for især den islandske hest. Jeg begyndte at ride som barn på ponyer/store heste, både dressur og spring, også på konkurrenceplan, men "konverterede" til den islandske hest i teenageårene. Min mor Kate, har haft stor indflydelse på dette skift. Hun begyndte at ride islænder da jeg var teenager og fik ligeså stille øget min interesse herfor. Hun er tillige blevet meget interesseret i avlen og sammen har vi efterhånden fået fremavlet nogle virkelig fine heste, både til skovtur, men også konkurrenceheste. Min mor avler altså hestene og jeg træner dem op.  Interessen for den islandske hest var allerede efter endt gymnasietid så stor, at jeg valgte at arbejde proffesionelt på et islænder stutteri i et par år, inden jeg videreuddannede mig til sygeplejerske. På stutteriet blev forståelsen for den islandske hest, dens gangarter og vigtigheden af korrekt udstyr til hesten meget tydelig for mig. Interessen herfor er kun blevet større sidenhen. Jeg har de seneste 16 år, uddannet og trænet mange, især unge heste og har efterhånden stor erfaring hermed. Jeg rider både stævner, træner heste og underviser en del.  

Jeg lægger stor vægt på dressuren, både i min grunduddannelse af hesten og i min undervisning af rytteren.

En god tilridning og grundig uddannelse af hesten, giver afslappede heste, der holder i mange år. Grundarbejdet med hestene fra jorden, inden den egentlige ridetræning, er essentiel for at få en succesfuld tilridning af hesten. Ligeledes er roen i arbejdet omkring hesten vigtigt, så hesten forstår hvad den bliver bedt om og har et ønske om at samarbejde. Jeg arbejder med hesten og rytteren i samspil med hinanden, med det overordnede mål for øje, at skabe balance mellem den enkelte hest og dennes rytter, på det niveau de er på.  Gennem min uddannelse som sygeplejerske, og personlige egenskaber, besidder jeg en evne til at møde det enkelte menneske, der hvor de er og undervise på et niveau som er tilpasset den enkelte rytter. Samtidigt er mine mange års erfaring med heste generelt, med til at sikre, at tingene altid foregår på hestens præmisser.  På nuværende tidspunkt har jeg ikke selv en konkurrencehest, men jeg har netop købt et ungt talent, som forhåbentligt skal trænes op til at blive min adgangsbillet til de store baner.  Jeg ser meget frem til at kunne hjælpe dig, hvadendten det omhandler rideudstyr, sadelprøvning, træning af din hest eller undervisning af dig.    

Kontakt mig endelig for uddybende spørgsmål.  
De venligste hilsner fra Pernille Jacobsen, Kjeldalgaard.

Kontaktformular

1 af 4