Rideterapi

Rideterapi på Kjeldalgaard ❤️

Går du eller nogen du kender, barn, ung og voksen, rundt med en følelse af tomhed, frustration over livet, en hverdag betonet af stress og jag, smerter i kroppen, eller mangler du blot at komme ud og få noget frisk luft i din hverdag?
Jeg har på Kjeldalgaard nogle lækre islændere, med sindet helt i top, som sammen med mig, står klar til at hjælpe dig eller din pårørende til mere ro og balance i livet.
Det hestene kan….
Når du er sammen med hestene, giver det en indre ro. Ligeså snart du træder ind i stalden, sker der noget med dine sanser. Duften af hest, lyden af hestene der gumler i høet og en lille forsagt hilsen fra hestene vil møde dig. Hos os på Kjeldalgaard får du muligheden for at skabe relationer til hestene, strigle, nusse og arbejde og ride på den islandske hest, på dine præmisser.
Der er ikke noget krav til at du skal være vant til at håndtere heste, da jeg altid vil være der sammen med dig og guide dig igennem det, alt afhængigt af netop dit behov.
Selve rideterapi delen afhænger af netop dit behov. Det kan fx bestå i at arbejde med hesten fra jorden. Her vil vi arbejde med at finde roen og styrken til at føre hesten gennem de øvelser der styrker samarbejdet. For andre vil øvelsen bestå i at komme op på hesten og ride og opleve hvordan synet af de to ører foran dig, hestens behagelige bevægelser og opmærksomme temperament kommer til at smitte af på dig, flytte dit fokus fra hverdagens trummerum og aktivere dit parasympatiske nervesystem.
At aktivere det parasympatiske nervesystem er godt for mange ting. Det får dig til at slappe af og automatisk genoptage de funktioner i kroppen, som er gode for dig. Herved kan det være med til at lindre stress, maveproblemer, smerter i kroppen, tankemylder, angst mm.
Min baggrund for at kunne hjælpe dig…
Jeg er uddannet sygeplejerske og har gennem årene arbejdet med mange forskellige mennesker, både inden for det somatiske, men også psykiatrisk sygepleje. Derudover er jeg kontaktperson for et ungt menneske med behov for psykisk støtte og jeg har selv 4 børn (dine, mine og vores), og kender derfor også meget til situationer og følelser som kommer i spil på denne konto. Jeg har selv haft stress meget tæt inde på livet og oplevet hvordan man kan blive nødt til at omprioritere for, at kunne fungere og være “tilstrækkelig” overfor sig selv og sine omgivelser. Også i denne periode havde jeg selv meget stor gavn af at være sammen med hestene og fik ligeledes hjælp af en dygtig stress coach.
Min heste baggrund går helt tilbage til jeg selv var 7 år, hvor jeg begyndte at ride dressur. Herfra tog det fart med interessen. Jeg red dressur og spring, og som teenager blev jeg “bidt” af islænderen. Jeg har arbejdet på et stutteri, hvor vi trænede, avlede, tilred og solgte islandske heste.

Sidenhen har jeg startet min egen virksomhed op, med træning/tilridning af islandske heste, undervisning og en lille rideudstyrs butik.

Nu ønsker jeg at videregive mine erfaringer og give dig selvsamme oplevelse.
Jeg håber det har fanget din interesse og har du nogen former for spørgsmål, så tag endelig kontakt til mig.
Mvh Pernille Jacobsen, Kjeldalgaard.

Kontaktformular

1 af 4